Jeg er 55 år og kører som bybuschauffør i Odense. Derudover har jeg en lille grafisk "bix": HassDesign.
Jeg er go' til at lave sange – er glad for sang og musik og har altid "projekter" i gang.
Sidse ... min første huskat ... lærte mig at være kattemenneske. Hun blev 13 år, da hun pga nyresvigt blev så syg, at jeg desværre måtte sige farvel til hende.

Jeg så skovkatten første gang på en udstilling på Roskilde Dyrskue, og jeg købte så i 1996 min første skovkat, Khnum's Bastian, en fantastisk flot hvid/sort hankat, som desværre blev alvorligt syg som to-årig, og jeg måtte med blødende hjerte gå den tunge vej til dyrlægen.

Men interessen for denne prægtige kat var vakt, og i år 2000 købte jeg Floresta Leaòs Basil Mus eller Charlie, som han blev kaldt, og han blev far til mit første kuld, som Elkingtons Inka blev den stolte mor til. Inka ... eller Freja i daglig tale, har jeg endnu, mens vi desværre måtte sige farvel til Charlie i april 2008, da han blev meget urenlig og skidtede og tissede i møbler, tøj, tasker - ja allesteder, hvor han kunne komme til det. Øv.
Floresta Leaos' Basil Mus, kaldet Charlie.
Men min "bestand" er med tiden vokset, og jeg har pt tre kastrater, fire hunner og en hankat.

Jeg er københavner, men flyttede til dejlige Fyn i 2003, og det har jeg ikke et øjeblik fortrudt. Her er bare SÅ dejligt. Jeg bor i et lille rækkehus i Ryslinge på Midtfyn, her har hankatten en kattegård, og resten af styrken løber rundt i min indhegnede have, hvor de tilbringer meget tid med at kigge ud på diverse fugle, fasaner og harer.

Killinger
Jeg har lejlighedsvis killinger til salg. Alle mine killinger bliver solgt med stamtavle, de bliver dyrlægechekket og vaccineret og som udgangspunkt bliver de også chippet eller øretatoveret, inden de flytter hjemmefra. Hvis killingen bliver solgt til kæl, bliver den også steriliseret, inden den kommer ud til sin nye familie.
Som regel afleverer jeg selv killingen til dens nye hjem (transportudgifter deles med køber).